Spansk og latinamerikansk barokmusik fra det 17. og 18. århundrede
Sangbogen fra Eldorado er en dramatisk musikalsk fortælling om to universelle modstridende kræfter, symboliseret ved jesuittermunkenes idealistiske drøm om at skabe Paradis på jord i den sydamerikanske jungle - og den modstand de mødte fra skruppelløse entreprenører fra den Gamle Verden, for hvem et jordisk paradis alene kunne bygges af guld!
Verden er i farver
Nu er virkeligheden som bekendt ikke udelukkende sort/hvid. Selv krig og undertrykkelse kan til tider, som en sideeffekt, utilsigtet skabe grobund for en rig musikalsk tradition, Verden er bestemt i farver og barokmusikken fra Latinamerika, der er præget af denne særlige blanding af lokale og europæiske musikalske traditioner, er en overmåde farverig palet af klange og rytmer, som ikke høres andre steder.
Kolonisternes musik var i øvrigt allerede en sammensat størrelse, længe før den blev bragt med til Den Nye Verden. Formet af århundredes påvirkning fra orientalske traditioner og inspireret i en ikke ringe grad af det musikalske udtryk fra de sidste indvandrere, sigøjnerne, skiller spansk barok sig klart ud fra resten af den europæiske barokmusik med sin inciterende og ofte komplekse rytmik.





Musikkens kilder
Musikken til Sangbogen fra Eldorado er hentet fra samtidige kilder i Spanien og Latinamerika. Genren er barok, men altså en anderledes type barok musik end den vi oftest hører. Satserne er i højere frad baseret på datidens populære viser og sange og henter ofte rytmen i danse med folkeligt udspring som sarabanda, bolero og fandango. Også dele af instrumentariet er usædvanligt; Udover mere almindelige continuo-instrumenter som harpe, gambe og cembalo, findes her også marimba, keenanfløjte, mundgige og drejelire, kastagnetter og andet slagtøj. Vi har valgt, med inspiration i mexicansk arkitektur, at kalde genren for folkebarok.
En scenisk koncert
Koncerten er bygget op som en dramatisk enhed hvor lyseffekter og lyrik fra spanske og latinamerikanske barokdigtere indrammer den smukke og temperamentsfulde musik, der er både folkelig og sofistikeret i sit væsen.
Koncerten tilbydes som en kirke- eller kammermusikkoncert med 6 medvirkende musikere, (sopran, gambe, cembalo, spansk krydsharpe, barok bandurria, fløjte, drejelire og slagtøj), eller - hvor plads og økonomi tillader det - i en større ensembleudgave med en udbygget continuogruppe,
Koncerten kræver ikke specielle tekniske installationer eller sceneplads.
Programeksempel:
- A la Xácara, xacarilla – Juan Gutierrez de Padilla, México (1590 – 1664)
- El día de Corpus – Anon. Bolivia (18. århundrede)
- Uddrag af operaen Celos aún del aire matan – Juan de Hidalgo, Spanien (1614-1685)
- Fandango – Antonio Soler y Ramos, Spanien (1729- 1783)
- No hay que decirle el primor – Anon., Spanien (17. århundrede)
- Uddrag af operaen, Tomás de Torrejón y Velasco, Peru (1644-1728)
- Afuera, afuera, Manuel Machado, Portugal (1590-1646)
- Uddrag af operaen San Francisco Xavier, Anon, Bolivia (18. århundrede)
Medvirkende:
Klik på navnet for at se CV
Ann-Christine Wesser Ingels – sopran
Mogens Rasmussen – gamber
Anne Marie Høst Mortensen – harper
Efrén López - barokguitar, barok bandurria, barok psalterie, drejelire
Miriam Encinas Laffitte - blokfløjter, gamber, slagtøj
Poul Udbye Pock-Steen - cembalo, organetto, fløjter og slagtøj
Læs informationerne som web-katalog, eller hent kataloget ned fra nettet i PDF format og print det ud.
English