Kald mig ikke vankelmodig blot fordi
mit hjerte fanges af en stemme der synger;
Nogle stunder må man forblive alvorlig,
andre gange lade sig rive med
på samme måde som det stykke træ der lige vel
bliver til krigerens bue, som til sangerens lut

Ibrahim bin Utman, vismand fra Cordoba, 12. årh.

De tre religioner

Hvis vi interesserer os for vores kulturhistoriske rødder, kommer vi ikke uden om den indflydelse som de tre mellemøstlige religioner, kristendom, jødedom og islam igennem århundredene har øvet på vores dagligdag, vores verdensbillede og vores kunst. På trods af religionernes fælles rodnet – eller måske netop derfor – har samlivet mellem de tre religioners folk ofte været anstrengt og endnu oftere af voldelig og diskriminerende karakter. Ikke desto mindre finder vi i historiens løb enkelte perioder hvor samlivet mellem de tre folk af forskellige grunde har fungeret mere gnidningsløst, til stor gavn ikke blot for kulturlivet i den pågældende periode, men også for det kulturelle bygningsværk som vores nutidige dagligdag er en del af.

Bogens Folk

Koncertens titel er hentet fra en definition i Koranen og henviser til de tre folk, det kristne, det jødiske og det muslimske, hvis retningslinier for levevis er givet dem i form af en hellig bog. Har Bogens Folk flere ting til fælles end vi tror? Er striden mere en idiologisk kamp end et spørgsmål om civilisation? De spørgsmål kan – og bør - givetvis besvares i andre foro og med andre midler. Her vil vi uprætentiøst - gennem en musikalsk rejse i tid og sted - fortælle historierne om et samfund hvor samlivet mellem de tre kulturer for en stund lod sig gøre.

Alfonso den Vise´s musikalske hof

Alfonso X, med tilnavnet ‘Den Vise’, var konge over Kastillien fra 1252 til 1284. Alfonso havde langtfra ubetinget succes som konge; Han havde ambitioner om at blive kejser over det kristne Europa, men måtte se sig svigtet af paven og sine allierede i valgets afgørende stund. Han drømte om at gøre hele den iberiske halvø til kristent land, men måtte i løbet sin regeringstid bruge tid og kræfter på at bekæmpe oprør blandt los mudejares, de muslimske befolkningsgrupper i det kristne Kastillien. Til sidst måtte han se sig afsat som konge af sin egen søn Sancho IV.
På det kulturpolitiske område havde kong Alfonso dog en særlig tæft for at samle de kulturelle ressourcer som de fler-kulturelle samfund på den Iberiske Halvø kunne byde på og det er for denne indsats at han huskes i historieskrivningen som ‘Den Vise’.

 

Multimedia begivenhed

Til Alfonso´s musikalske hof valfartede musikere fra hele den civiliserede del af verden og lærte fra sig – og af hinanden. Resultatet af de musikalske møder blev samlet i sangbogen ‘Cantigas de Santa Maria’, en ‘multimedia’ udgivelse og dokumentation af koncerterne ved det alfonsinske hof. I sangbogen findes tekster, noder og tegninger af musikere med de instrumenter der blev benyttet til at spille musikken, i alt over 300 sange af vidt forskellig karakter. Ens for sangene gælder dog at teksterne er skrevet til ære for ‘Den Hellige Maria’, som en art troubadoursange hvor den høviske, jordiske kærlighed, - et ellers gennemgående tema i middelalderens lyrik - her er erstattet af en ophøjet, spirituel kærlighed til Jomfru Maria.

Den poetiske musik i Al-Andalus

Kort efter Mohammad’s død i år 622, spredte den nye religiøse retning Islam sig hastigt over store del af Mellemøsten, Nordafrika og den sydlige del af Europa. Den muslimske civilisation Al-Andalus kom således igennem de næste syv århundreder til at præge livet på den iberiske halvø. De nye muslimske samfund lod i mange tilfælde de oprindelige indbyggere i de erobrede områder beholde og udøve deres religion og kulturelle sædvaner. Om musikken i Al-Andalus ved vi at ‘den var en blanding af de kristnes musikstil og den arabiske musik fra ‘øst’ og ‘at denne blanding var så populær at befolkningen i al-Andalus ikke ville lytte til andet ….’ (1)

Musikkens rekonstruktion

Musikken i Al-Andalus blev ikke skrevet ned, men blev i stedet – som en slags ‘forretningshemmelighed’ - overført fra lærer til elev. Til gengæld blev både den musikalske praksis og teori beskrevet i omfattende traktater og lærebøger. Vi kan derfor – et stykke henad vejen – forestille os hvordan musikken har lydt, selvom vi ikke har præcise nedskrivninger at holde os til. En efterklang af musikken fra dengang kan spores i dag i den såkaldte ‘música andalusí’ der stadig spilles i Marokko, Tunesien og Algeriet.
Selvom de enkelte melodier blev beskyttet som en faglig hemmelighed mellem musikere, blev teksterne til sangene gemt i adskellige samlinger. Det drejer sig ofte om lyrik af stor skønhed, skrevet af både mænd og kvinder, der fortæller om et raffineret og forfinet kulturliv i datidens Al-Andalus.

Skibene lagde fra kaj, fulgt af en stille hulken
som en doven karavane kameldriveren fører
med sin sang.
Ay! Hvormange tårer faldt ikke i vandet? Ay!, hvormange
brudte hjerter blev ikke ført bort på disse ubarmhjertige fartøjer?

Ben Al-Labbana, Denia 12 årh.

Interludie om intolerancen der sejrede

Kristenhed, Jødedom og Islam sameksisterede på godt og ondt gennem århundreder, men i løbet af det 14. århundrede skete en mærkbar forværring i forholdet mellem de tre kulturer. I 1492 – året hvor den sidste muslimske bastion i Granda overgiver sig og samme år hvor Italieneren Cristobal Columbus når Amerikas kyster – forvises de spanske jøder, sefarderne, fra det nu kristne Spanien. Godt 100 år senere I 1608 forlader de sidste muslimer det spanske fastland og bosætter sig i Nordafrika på den anden side af Gibraltarstrædet. Det fler-kulturelle samfunds æra i Spanien er slut.

Den sefardiske kulturskat, en levende historie

Tusindvis sefardiske jøder fra hele Spanien må i løbet af ganske få måneder i året 1492 afhænde deres ejendele og ejendom og forlade landet. De fleste bosætter sig i Marokko og i forskellige områder på Balkan. Med sig har de stort set ikke andet end deres spanske sprog og kultur i form af populære viser og romancer.
Mindet om Sefarad, Spanien, bliver igennem de næste århundreder holdt i live af de sefardiske jøder gennem disse sange der nidkært videreføres fra generation til generation.

Historisk fingeraftryk

Antallet af overleverede viser og romancer er omfattende og man kan vælge at se denne sangskat som et historisk aftryk af de populære spanske sangtraditioner fra det 15. århundrede. Melodierne der gennem århundreder har båret den spanske tekst er dog i mange tilfælde ‘balkaniserede’. Mens teksten har holdt sig uden større påvirkning i mere end 400 år, har musikken vist sig at være et mere ‘flygtigt’ medie, åbent for lokale påvirkninger. De sefardiske viser og romancer er dog musik med et stærkt musikalsk udtryk, der vidner om at skønhed ofte kommer som et resultat af kulturel mangfoldighed.

(1) Ahmad al-Tifãsi (1184-1253), ‘Ten Hispano-Arabic Strophic Songs in the Modern Oral Tradition’, Benjamin M. Liu, James T. Monroe, s. 42