Slagtøj

Slagtøjets anvendelse i den europæiske middelalder og renæssancemusik er en evig kilde til diskussion. Bortset fra enkelte undtagelser, som brug af trommer i forbindelse med dans og optog – blandt andet sammen med tre-hulsfløjten, findes der kun sparsom dokumentation for anvendelse af slagtøj i den europæiske musik fra middelalder og renæssance.
Den arabiske musik fra samme periode er derimod i høj grad rytmisk baseret og slagtøjsinstrumenter som tar - tambourin, daf - rammetromme, darabukka - timeglas formet tromme, hella - lerkrukke, jalalil - ankelbælte med klokker og sinj - fingerbækkener, er en væsentlig del af det musikalske udtryk.
Der har uden tvivl gennem middelalderen været en vis kontakt og udveksling mellem den europæiske og arabiske musikkultur; dels i forbindelse med korstogene og i særdeleshed på grund af sameksistensen af kristne og muslimske samfund, både i Spanien og Italien. Men i hvor høj grad den arabiske musiktradition har indvirket på den europæiske – eller omvendt – er en lige så stor kilde til diskussion som selve brugen af slagtøj.
Der er dog næppe nogen tvivl om, at en væsentlig del af musikken fra middelalder og renæssance, også i den kristne del Europa, har stærke rytmiske elementer og at en fremførelse med brug af slagtøj derfor virker naturlig.