Den franske pilgrimsvise ‘Pour avoir mon Dieu propice” akkompagnerer fortællingen om Skt. Virilas mirakel.

Skt. Virila kunne ikke overbevise den store flok af tvivlere.
De sagde: “Gør os et mirakel og vi skal tro”
Den hellige mand begyndte at gå væk, trist til mode; De her folk var ikke interesserede i tro, de var snarere interesserede i cirkus!
 
Så tog én i menneskemængden en sten op og kastede den mod San Virila.
Den ville have ramt ham lige i hovedet, men før den nåede så langt, forvandledes stenen til en lille fugl, der satte sig på skuldrene af munken. San Virila tog den op på sin hånd, kælede lidt for dens fjerprydede hoved og satte den derefter ned på jorden, hvor den igen blev til en sten.
 
“Fuglen er et mirakel og stenen er et mirakel” sagde San Virila til tvivlerne. “Alle væsener på jorden og alle ting er resultatet af et stort mirakel, der hver dag sker påny. Dem som ønsker at se noget der er mere forunderligt end det, er i virkeligheden blinde som ingenting kan se.

Dette er en af de mere kendte legender fra Stjernevejen. Mindre kendt er sangen fra samlingen Cantigas de Santa Maria, Por dereito ten a Virgen, men teksten fortæller stort set den samme historie.
Lyt til Por dereito ten a Virgen, her i instrumentaludgave, mens du læser den fascinerende beretning:

Santo Domingo de la Calzada - hvor den stegte høne galer…..

Ifølge overleveringen fortælles det, at der blandt de mange pilgrimme der gjorde holdt i Santo Domingo de la Calzada var et ægtepar fra Münster i Tyskland og deres 18-årige søn Hugonell.
I herberget hvor familien indlogerede sig arbejdede en ung pige ved navn Beatriz, og hun godt træt af at gøre sig til overfor de mange ældre pilgrimme der dagligt ankom til herberget. Hun forelskede sig derfor hurtigt i den unge tysker, men ak, han var ganske afvisende overfor hendes tilnærmelser.
Stødt over den manglende interesse, besluttede pigen at hævne sig og hun lagde derfor et sølvbæger ned i den unge tyskers vadmelssæk. Da familen dagen efter begav sig videre mod Santiago anmeldte hun det arrangerede tyveri til myndigheden.
Alfonso X lov, som dengang var gældende, straffede tyveri med døden, og den unge tysker blev pågrebet og uden nåde hængt på galgepladsen udenfor bymuren. Fulde af sorg måtte hans forældre alene fortsætte rejsen til den Hellige Jacobs grav.
På tilbagevejen fra Santiago nogle måneder senere gik det tyske ægtepar forbi galgebakken og stor var deres forbløffelse - og glæde - da deres søn talte til dem oppe fra galgen: ‘Jeg er ikke død, den hellige Domingo har holdt mig oppe ved at støtte mig under mine fødder’.
Forældrene hastede omgående til borgmesterens hus hvor de fandt ham siddende ved bordet med en veltilberedt hane og høne på et fad foran sig. Han skulle netop til at spise det indbydende måltid, da det tyske forældrepar brød ind i spisestuen og stakåndet fortalte hvad der der var hændt. Mistroisk – irriteret over afbrydelsen - svarede borgmesteren at deres søn ikke var mere levende end denne hane og høne han havde foran sig på bordet. Men …. netop som han sagde de ord, sprang både hane og høne op og gav sig til at gale!
Siden den dag – og det er ganske vist – kan den rejsende i katedralen i Santo Domingo de la Calzada se et bur med to levende hvide fjerkræ, en hane og en høne, til minde om den hellige Domingos strålende mirakel.
 

‘Por dereito ten a Virgen’ findes på CD’en ‘Via Stellae’. CD’en kan bestilles på siden Diskografi.
‘Por dereito ten a Virgen’ kan også downloades som enkeltnummer på iTunes.
 

Du kan lytte til den franske pilgrimsvise ‘Pour avoir mon Dieu propice” mens du læser legenden om Maria Magdalena.

Legenda Aurea, den gyldne legende fortæller at de vantro - efter Jesus korsfæstelse - satte Maria Magdalena ud på havet i en lille båd i den forvisning at hun snart ville omkomme i havets bølger. Men Guds hånd styrede i stedet båden over Middelhavet til Marseille i Galien. Der gik hun i land og begyndte at udbrede evangeliet i området omkring byen og snart havde Maria kristengjort hele den sydlige del af landet.

Dog – træt af at prædike – valgte hun efter en tid at trække sig tilbage fra verden til en lille grotte i bjergene hvor hun alene kunne begræde og angre sin løsslupne ungdom. Maria bar ingen klæder i grotten, var kun dækket af sit lange røde hår. Hun tog heller ikke jordisk føde til sig. Engang om dagen kom englene i stedet ned og hentede Maria med op til himlen hvor hun modtog himmelsk næring, for derefter at føre hende tilbage til grotten i bjergene. Således var Maria Magdalenas liv igennem 30 samfulde år.
Så en dag finder hendes gode ven, biskoppen af Aix hende i kirken, svævende en alen over gulvet, omgivet af en kor af engle. Og på dette sted og i dette samme øjeblik udånder Maria Magdalena, den hellige synderske.

Nu mange år senere finder en munk fra Vézelay i Bourgogne Marias jordiske rester i en grav, netop ved byen Aix-en-Provence. Om natten åbenbarer Maria Magdalena sig for munken og beder ham bringe hendes jordiske rester til klosteret ved Vézelay og det er ganske vist at Marias hele legeme er begravet der, og at man netop i den anledning har opført en storslået basilica til hendes ære. Enhver pilgrim, på vej til den hellige Jakobs grav på stjernesletten i Spanien, bør derfor gå forbi Vézelay og ære hendes relikvier.

 

‘Pour avoir mon Dieu propice’ findes på CD’en ‘Via Stellae’. CD’en kan bestilles på siden Diskografi.
‘Pour avoir mon Dieu propice’ kan også downloades som enkeltnummer på iTunes.
 

Det var ikke kun i den protestantiske del af Europa at Kirken benyttede sig af populærmusikken til at understøtte reformer og propagandere for religiøse doktriner. I begyndelse af 1600-tallet arbejdede Fransciskanerordenen i Spanien målbevidst på at få pavesædet til at ophøje ‘Den ubesmittede undfangelse’, La Inmaculada Concepción, til katolsk dogme. I de bestræbelser indgik både teologiske diskussioner, politisk lobbyarbejde og social og folkelig mobilisering, og her kom en lille religiøs sang komponeret i julen 1614 af den sevillanske komponist og præst Bernardo del Toro (1570-1643) til at spille en stor rolle.
Det fortælles at komponisten holdt en lille fest med krybbespil og at gæsterne, heriblandt digtervennen Miguel Cid, ankom til festen med ’sange og vers’. I dette festlige lag opstod sangen, tilegnet den ‘Ubesmittede Jomfru’, Todo el mundo en general:

Alle i kor

Den 23. januar 1615 blev sangen udgivet i løsark og distribueret over hele Sevilla. Allerede den 2 februar samme år blev sangen sunget af koret i Katedralen og i løbet af få måneder blev sangen lært af børn og voksne, i skoler og kirker overalt i Sevilla.
Den 29. juli marcherede en stor folkeskare i demonstration gennem Sevillas gader med krav til pavesædet om at ophøje ‘Den ubesmittede Undfangelse’ til dogme. Optoget er foreviget i et maleri af den spanske maler Juan de las Roelas (Valladolid, Museo Nacional de Escultura), hvor man kan se at børnene i optoget har tekstarket til sangen i hænderne.
I Sevilla kulminerede Todo el mundo – feberen ved juletid 1616 hvor sangen nu blev sunget i alle byens kirker. I Katedralen afholdtes den 8. december en stor fest med dans og musik. Efter forskellige musikalske indslag faldt alle deltagere ved afslutningen af festen på knæ foran afbildningen af den Hellige Jomfru og istemte i kor det nu berømte omkvæd som alle i Sevilla kunne udenad: “Todo el mundo en general”. (2)

Variationer over Todo el mundo

I 1625 udgav den spanske barokkomponist Francisco Correa de Arauxo en lærebog i orgelspil, hvori et af de sidste stykker, Tres glosas sobre el canto llano de la Inmaculada, er en variationsrække over den berømte melodi af Bernardo del Toro og Miguel Cid.
Stykket er bemærkelsesværdigt på flere områder. Først præsenterer Arauxo den oprindelige sang i form af et omkvæd efterfulgt af et vers, med hovedstemmen i tenoren. Så præsenteres omkvædet påny, denne gang med hovedstemmen liggende i sopranen. Derefter lader han variationerne stige i hastighed og sværhedsgrad. Der varieres to gange over versedelen og sidste gang, den hurtigste, over omkvædet.

Spansk barokpuls

Rytmisk er sangen bygget op af en konstant og regelmæssig vekslen mellem 3-delt og 2-delt takt, dvs. mellem 6/8 og 3/4. Dette rytmiske princip havde længe været anvendt i europæisk populærmusik (hør f.eks Via Artis Konsort’ indspilning af den tyske salmemelodi ‘Min største hjertens glæde’ DDS 553, ca. 1550), men i Spanien får dette rytmiske princip en skarpere og ofte dansant karakter, som det blandt andet kan høres i den populære spanske genre la jácara.

Todo el mundo, revideret

Arauxo melodi ligger meget tæt op af Bernardo del Toros oprindelige forlæg (3), så vi besluttede at vi ikke ville forbryde os mod nogen af komponisternes eftermæle ved at gen-arrangere satsen som en sang med den oprindelige tekst, mens vi samtidig bibeholdt Arauxo’s variationer.
Arauxo’s variationer løber meget præcist over både omkvæd og vers, men i den 2. variation mangler en verselinie. I den oprindelige sang (og i 1. variation) gentages sidste verselinie hvor der synges ’sin pecado original’, men det sker ikke i 2. variation. Vi kan i sagens natur ikke vide om det skyldes en fejl i nodesætningen ved udgivelsen, eller om Arauxo bevidst har undladt at repetere sidste verselinie, men for helhedens skyld besluttede vi - med den mangel på respekt for originalkompositioner som man som tidlig musik-udøver af og til må udvise, og som barokkens musikere selv til fulde demonstrede - at tilføje den manglende linie. Variationerne over 2. sidste verselinie i 2. variation stammer altså ikke fra Arauxo’s hånd.
Resultatet af rekonstruktionen kan du høre her:

• Først synges omkvædet, derefter det første vers kaldet copla
• Så spilles omkvædet af basgamben, efterfulgt af 1. variation over verset spillet af portativet.
• Så følger 2. variation af verset, spillet af gamben og tilsidst sluttes af med 3. variation over omkvædet spillet af portativet med tilføjet sang på sidste del.

Lyt til satsen og bemærk hvordan Arauxo’s variationer elegant leger med den konstante skiften mellem 2- og tredelt takt.

Kommentarer til indlægget modtages gerne
Poul Udbye Pock-Steen

(1) Francisco Correa de Arauxo var organist i San Salvador Kirken i Sevilla fra 1599 til 1636, derefter i Jaen’s katedral indtil 1640 og slutteligt i Segovias katedral indtil sin død. Hans lærebog Libro de tientos y discursos de música practica, y theorica de organo, intitulado Facultad organica (Alcalá, 1626) indeholder 62 tientos og 7 andre stykker, allesammen for orgel. Stykkerne bliver introduceret af en teoretisk afhandling og er arrangeret i stigende sværhedsgrad, med utraditionelle dissonanser og kunstfærdige figurationer.
(2) Den 8. december er i Spanien stadigvæk en festdag tilegnet La Inmaculada Concepción
(3) Bernardo del Toros sang er en såkaldt canto llano. dvs en sang i kirketonalitet, Arauxo tilføjer sangen en tidlig barokharmonisering. Den rytmiske vekslen mellem to- og tredelt takt stammer fra den originale melodi af Bernardo del Toro.

Kilder:
Alfonso de Vicente: Música, propaganda y reforma religiosa en los siglos XVI y XVII: cánticos para la “gente del vulgo” (1520-1620), Conservatorio Profesional de Música de Amaniel (Madrid), Studia Aurea 1 (2007)
Desuden følgende internetkilder
http://www.hoasm.org/IVL/Correa.html
http://www.galeon.com/juliodominguez/2001/cmc.htm