‘Todo el mundo en general’ var en populær religiøs vise med tekst af den andalusiske digter Miguel Cid.
Sangen var så populær i sin samtid, at vi i dag ikke ville tøve med at klassificere den som et ‘hit’. Men som det er gået med mange andre populære sange gennem historien, havde Todo el mundo sin storhedstid, hvorefter den blev væk i glemslens mørke. At vi stadig har kendskab til sangen, skyldes især den spanske barokkomponist Francisco Correa de Arauxo (1), der senere skrev et stykke for orgel med variationer over den populære sang.
Vi satte os for at føre Todo el mundo tilbage til sin oprindelige sangform og samtidig bevare Arauxo’s variationer. Resultatet kan du høre her, mens du læser historien om el canto llano de la Inmaculada: Todo el mundo en general

Det var ikke kun i den protestantiske del af Europa at Kirken benyttede sig af populærmusikken til at understøtte reformer og propagandere for religiøse doktriner. I begyndelse af 1600-tallet arbejdede Fransciskanerordenen i Spanien målbevidst på at få pavesædet til at ophøje ‘Den ubesmittede undfangelse’, La Inmaculada Concepción, til katolsk dogme. I de bestræbelser indgik både teologiske diskussioner, politisk lobbyarbejde og social og folkelig mobilisering, og her kom en lille religiøs sang komponeret i julen 1614 af den sevillanske komponist og præst Bernardo del Toro (1570-1643) til at spille en stor rolle.
Det fortælles at komponisten holdt en lille fest med krybbespil og at gæsterne, heriblandt digtervennen Miguel Cid, ankom til festen med ’sange og vers’. I dette festlige lag opstod sangen, tilegnet den ‘Ubesmittede Jomfru’, Todo el mundo en general:

Alle i kor

Den 23. januar 1615 blev sangen udgivet i løsark og distribueret over hele Sevilla. Allerede den 2 februar samme år blev sangen sunget af koret i Katedralen og i løbet af få måneder blev sangen lært af børn og voksne, i skoler og kirker overalt i Sevilla.
Den 29. juli marcherede en stor folkeskare i demonstration gennem Sevillas gader med krav til pavesædet om at ophøje ‘Den ubesmittede Undfangelse’ til dogme. Optoget er foreviget i et maleri af den spanske maler Juan de las Roelas (Valladolid, Museo Nacional de Escultura), hvor man kan se at børnene i optoget har tekstarket til sangen i hænderne.
I Sevilla kulminerede Todo el mundo – feberen ved juletid 1616 hvor sangen nu blev sunget i alle byens kirker. I Katedralen afholdtes den 8. december en stor fest med dans og musik. Efter forskellige musikalske indslag faldt alle deltagere ved afslutningen af festen på knæ foran afbildningen af den Hellige Jomfru og istemte i kor det nu berømte omkvæd som alle i Sevilla kunne udenad: “Todo el mundo en general”. (2)

Variationer over Todo el mundo

I 1625 udgav den spanske barokkomponist Francisco Correa de Arauxo en lærebog i orgelspil, hvori et af de sidste stykker, Tres glosas sobre el canto llano de la Inmaculada, er en variationsrække over den berømte melodi af Bernardo del Toro og Miguel Cid.
Stykket er bemærkelsesværdigt på flere områder. Først præsenterer Arauxo den oprindelige sang i form af et omkvæd efterfulgt af et vers, med hovedstemmen i tenoren. Så præsenteres omkvædet påny, denne gang med hovedstemmen liggende i sopranen. Derefter lader han variationerne stige i hastighed og sværhedsgrad. Der varieres to gange over versedelen og sidste gang, den hurtigste, over omkvædet.

Spansk barokpuls

Rytmisk er sangen bygget op af en konstant og regelmæssig vekslen mellem 3-delt og 2-delt takt, dvs. mellem 6/8 og 3/4. Dette rytmiske princip havde længe været anvendt i europæisk populærmusik (hør f.eks Via Artis Konsort’ indspilning af den tyske salmemelodi ‘Min største hjertens glæde’ DDS 553, ca. 1550), men i Spanien får dette rytmiske princip en skarpere og ofte dansant karakter, som det blandt andet kan høres i den populære spanske genre la jácara.

Todo el mundo, revideret

Arauxo melodi ligger meget tæt op af Bernardo del Toros oprindelige forlæg (3), så vi besluttede at vi ikke ville forbryde os mod nogen af komponisternes eftermæle ved at gen-arrangere satsen som en sang med den oprindelige tekst, mens vi samtidig bibeholdt Arauxo’s variationer.
Arauxo’s variationer løber meget præcist over både omkvæd og vers, men i den 2. variation mangler en verselinie. I den oprindelige sang (og i 1. variation) gentages sidste verselinie hvor der synges ’sin pecado original’, men det sker ikke i 2. variation. Vi kan i sagens natur ikke vide om det skyldes en fejl i nodesætningen ved udgivelsen, eller om Arauxo bevidst har undladt at repetere sidste verselinie, men for helhedens skyld besluttede vi - med den mangel på respekt for originalkompositioner som man som tidlig musik-udøver af og til må udvise, og som barokkens musikere selv til fulde demonstrede - at tilføje den manglende linie. Variationerne over 2. sidste verselinie i 2. variation stammer altså ikke fra Arauxo’s hånd.
Resultatet af rekonstruktionen kan du høre her:

• Først synges omkvædet, derefter det første vers kaldet copla
• Så spilles omkvædet af basgamben, efterfulgt af 1. variation over verset spillet af portativet.
• Så følger 2. variation af verset, spillet af gamben og tilsidst sluttes af med 3. variation over omkvædet spillet af portativet med tilføjet sang på sidste del.

Lyt til satsen og bemærk hvordan Arauxo’s variationer elegant leger med den konstante skiften mellem 2- og tredelt takt.

Kommentarer til indlægget modtages gerne
Poul Udbye Pock-Steen

(1) Francisco Correa de Arauxo var organist i San Salvador Kirken i Sevilla fra 1599 til 1636, derefter i Jaen’s katedral indtil 1640 og slutteligt i Segovias katedral indtil sin død. Hans lærebog Libro de tientos y discursos de música practica, y theorica de organo, intitulado Facultad organica (Alcalá, 1626) indeholder 62 tientos og 7 andre stykker, allesammen for orgel. Stykkerne bliver introduceret af en teoretisk afhandling og er arrangeret i stigende sværhedsgrad, med utraditionelle dissonanser og kunstfærdige figurationer.
(2) Den 8. december er i Spanien stadigvæk en festdag tilegnet La Inmaculada Concepción
(3) Bernardo del Toros sang er en såkaldt canto llano. dvs en sang i kirketonalitet, Arauxo tilføjer sangen en tidlig barokharmonisering. Den rytmiske vekslen mellem to- og tredelt takt stammer fra den originale melodi af Bernardo del Toro.

Kilder:
Alfonso de Vicente: Música, propaganda y reforma religiosa en los siglos XVI y XVII: cánticos para la “gente del vulgo” (1520-1620), Conservatorio Profesional de Música de Amaniel (Madrid), Studia Aurea 1 (2007)
Desuden følgende internetkilder
http://www.hoasm.org/IVL/Correa.html
http://www.galeon.com/juliodominguez/2001/cmc.htm